Diabetes type 2

Her I Amagercentrets Læger har vi cirka 500 patienter med diabetes type 2. Det fylder derfor meget i vores lægehus. Det er en sygdom, som kan være alvorlig – men også en sygdom, hvor du har mulighed for at gøre rigtig meget selv og dermed forblive sund og leve et godt liv med diabetes. Vi i Amagercentrets Læger vil gerne sammen med dig finde den bedste måde at behandle din diabetes på.

Hvis du har diabetes, har du formentlig en masse spørgsmål om sygdommen. På denne side vil vi gerne gøre dig lidt klogere på at leve et godt liv med diabetes.

Kort om diabetes type 2

Diabetes type 2 er kendetegnet ved, at sukkerindholdet i dit blod er for højt. Dette vil med årene medføre åreforkalkning, hvor blodkarrene rundt om i kroppen forkalker og dermed forsnævres. Dette kan på sigt blandt andet føre til blodpropper i hjertet eller hjernen, nedsat syn, nedsat nyrefunktion, nervebetændelse og dårligt blodomløb i benene (”vindueskigger-syndrom”).

Det er ikke kun forhøjet blodsukker, der giver åreforkalkning. Rygning, for højt kolesterol, forhøjet blodtryk, overvægt, usund kost og manglende motion kan også medføre åreforkalkning. Hvis du har diabetes er det derfor vigtigt ikke kun at forsøge at sænke blodsukkeret, men i høj grad også gøre noget ved disse andre faktorer. Dette vil samlet set reducere din risiko for at få følgesygdommene til diabetes.

Mange patienter med diabetes er medlemmer af diabetesforeningen. Vi kan anbefale det. Du kan få svar på alverdens spørgsmål og forskellig hjælp og støtte til din sygdom. Det koster fra 165 kr om året.

Hvordan kan vi i Amagercentrets Læger hjælpe dig med din diabetes?

Ligesom en bil bør få regelmæssige eftersyn, så anbefaler vi også, at du kommer til regelmæssige ”eftersyn” hos os i lægehuset. Hvis du er velbehandlet på alle områder, vil vi som regel blot se dig en gang årligt til den såkaldte ”årskontrol for diabetes”. Jo mindre velbehandlet du er – eller hvis der er flere områder, der kræver ekstra opmærksomhed - da vil vi typisk tilbyde at se dig hver 3.-6. måned.

Det kan være rart for dig at vide, hvad en diabeteskonsultation hos os består af, så det fortæller vi lige lidt om her.

Den store ”årskontrol for diabetes” som alle diabetikere tilbydes en gang årligt består af et grundigt sundhedstjek. Du vil først komme ind til vores sygeplejerske, hvor du vil få taget en blodprøve (bl.a. langtidsblodsukker, kolesterol, nyrefunktion). Du vil få målt dit blodtryk og eventuelt låne et blodtryksapparat med hjem, hvis konsultationsblodtrykket er for højt. Du vil også få taget et hjertekardiogram, så vi kan sikre, at din diabetes ikke har påvirket dit hjerte. Endeligt skal du lave en urinprøve til undersøgelse af din nyre. Du vil nogle dage efter få en tid i lægehuset, hvor vi sammen med dig vil gennemgå alle svarene på prøverne. Hvis du har en kompliceret diabetes vil denne anden del af årskontrollen foregå hos din faste læge. Hvis du har en relativt ukompliceret diabetes, så vil det være din sygeplejerske, du ser (hun taler med din faste læge om alle prøvesvarene inden I ses). Til årskontrollen vil vi blandt andet tale om, hvor ambitiøs du ønsker at være i din behandling af diabetes. Vi vil derfor sammen med dig lægge nogle mål for, hvordan dit langtidsblodsukker, BT og kolesterol bør ligge. Hvis du er interesseret i at se, hvilke mål vi ofte anbefaler, at man stræber efter som diabetiker for at holde sig sund, så se her: Mål for HbA1c, BT og LDL - patientinfo.

Ved ”mellemkontrollerne” vil vi typisk måle dit blodtryk og dit langtidsblodsukker. Hvis det ikke opfylder de mål, som vi sammen har aftalt ved en tidligere årskontrol, så vil vi tale med dig om eventuelle tiltag.

Udover de 1-4 diabeteskontroller hvert år hos os anbefaler vi også, at du går ved en øjenlæge minimum hver 1-2. år, så udvikling af diabetisk øjensygdom fanges i forstadiet, hvor det kan behandles. Du kan gratis kontakte en øjenlægen uden henvisning fra os. Vi anbefaler også du går regelmæssigt ved en fodterapeut, så udvikling fodsår kan forebygges. Der er en vis egenbetaling til dette, men med henvisning fra os bliver det billigere.

Hvad er langtidsblodsukker? Hvor hyppigt bør jeg måle mit blodsukker derhjemme?

Hvis du selv har et blodsukkerapparat derhjemme, så kan du måle dit blodsukker og får typisk værdier omkring 5-10 eller måske lidt højere. Dette er blot en blodsukkerværdi, som det ser ud lige i det øjeblik du måler. Den værdi siger ikke så meget om, hvordan dit blodsukker ligger resten af døgnet. Derfor er det smart, at vi i klinikken kan måle dit langtidsblodsukker (kaldet HbA1c). Dette viser, hvordan dit blodsukker har ligget i gennemsnit over de sidste 2-3 måneder og er derfor et meget bedre mål for, hvor godt reguleret din diabetes er. Derfor er det for størstedelen af type 2 diabetikere slet ikke nødvendigt at måle sit blodsukker derhjemme. Det er i princippet kun nødvendigt for de type 2 diabetiker, der får medicin, der kan give for lavt blodsukker (insulin samt nogle bestemte tabletter af en gruppe kaldet sulfonylurinstoffer, fx Glimepirid/Amaryl). For jer der får disse præparater er det vigtigt, at I måler jers blodsukker, hvis I føler jer utilpas, så I kan finde ud af, om det er fordi blodsukkeret er for lavt. De fleste type 2 diabetikere får ikke disse præparater og behøves altså ikke måle sit blodsukker hjemme.

Du har måske undret dig over, hvorfor vi udtrykker langtidsblodsukkeret med to forskellige værdier - den ene værdi typisk omkring 5-15 og de andre værdier typisk omkring 48-70. Det er egentligt fordi, at man ikke måler selve blodsukkeret, når man måler langtidsblodsukkeret. Man måler faktisk hvor højt dit ”sukkerhæmoglobin” er (det udtrykkes i værdier omkring 48-70 mmol/mol), og så omregner man bagefter dette til, hvad det ville svare til for et gennemsnitligt blodsukker (typisk værdier omkring 5-15). Det kan måske være lidt svært at forstå, men skidt med det – du må sige til, hvis vi bruger en værdi du ikke forstår.

Kost, motion, rygning og alkohol

Hvis du ønsker det, vil vores sygeplejerske også rådgive dig om fornuftig kost og motionsvaner. Hvis du er interesseret i det, kan vi også henvise dig til Center for Diabetes på Vesterbro (vesterbrogade 121). Her vil du få tilbudt gratis forløb med diætist, motionshold, rygestop, diabetesinformation og andet, som du formentlig vil blive glad for. Du kan til enhver tid fortælle os, hvis du er interesseret i at deltage i dette – vi anbefaler det meget. Du kan også læse mere om kost og motion HER.

Du kan også tale med os om rygning. Faktisk er rygestop det allerbedste du kan gøre for at reducere din risiko for at få følgesygdomme til diabetes. Rygestop er endda mere effekt end det mest effektive medicin, så vi vil virkeligt anbefale, at du prioriterer at prøve at stoppe. Du kan bestille tid hos os til snak herom – eller bruge Center for Diabetes som ovenfor nævnt – eller kontakte stoplinien. Du kan også læse mere om rygning HER.

Hvis du ønsker at læse om alkohol og diabetes, kan du gøre det HER.

Information om medicin

Det kan være en ”stor pille at sluge” at få diagnosticeret diabetes. Pludseligt går man fra måske ikke at få noget medicin til pludseligt at få flere forskellige slags medicin. Vi forstår godt, hvis du synes det er overvældende at skulle tage flere forskellig slags medicin hver dag – og hvis du tænker, om det dog er nødvendigt. Vi vil derfor her kort fortælle lidt om den medicin, som du måske får eller bliver tilbudt. Du er naturligvis også velkommen at tale med os om det.

Det er de færreste diabetikere, der ikke anbefales medicinsk behandling. Der bliver skrevet forskelligt i aviserne om kolesterolmedicin, men faktum er at læger i hele verden er enige om, at kolesterolsænkende medicin er nok den vigtigste medicinske behandling for en diabetiker for at reducere risikoen for følgesygdomme. Hvis du får bivirkninger til behandlingen, så må man naturligvis reducere dosis eller eventuelt prøve et andet præparat. Det kan du tale med os om.

Herunder kan du læse om de forskellige medicinske behandlinger, som vi ofte bruger til vore diabetikere:

Blodsukkersænkende medicin: Metformin. Jardiance-Synjardy. Vipidia-Vipdomet. Glimepirid (Amaryl). Ozempic.

Blodtrykssænkende medicin: Losartan. Amlodipin. Centyl.

Kolesterolsænkende medicin: Atorvastatin. Rosuvastatin. Simvastatin.

Forløbsplan

Når du er til diabeteskontrol hos os, får du i nogle tilfælde lavet en såkaldt forløbsplan. Det er et redskab, som du kan benytte hjemme hos dig selv, hvor du kan gå på internettet og se fx hvordan dit blodsukker, kolesterol og blodtryk ligger ift. det mål, som du bliver anbefalet. Det er kun, hvis du er nysgerrig og ønsker at følge ekstra godt med - og slet ikke et krav, at du logger ind hjemmefra.

Hvis du ønsker at logge ind på din egen diabetes forløbsplan, så kan du gøre det ved at følge denne vejledning (det kræver, at din læge eller sygeplejerske har oprettet en forløbsplan, så tal med os om det).